Hat & Briller

Skulle vi ikke bare lade coaching og professionelle samtaler gå op i hat & briller? Og forlade tanken om at vi kan kontrollere samtalen gennem game-mastery, håndtere magten gennem transparens, og installere nysgerrighed og refleksivitet gennem træning af modeller.

/ Af Klaus Bakdal, underviser på AttractorKursers coachinguddannelser.

Skulle vi ikke bare lade coaching og professionelle samtaler gå op i hat & briller? Og forlade tanken om at vi kan kontrollere samtalen gennem game-mastery, håndtere magten gennem transparens og installere nysgerrighed og refleksivitet gennem træning af modeller. Lad os bare slippe den metodiske spændetrøje og give den gas, lade de tusinde blomster blomstre og tillade os at være på Herrens mark for en stund!

Hat & Briller er typisk en metafor for fjollethed og måske endda uvelkommen morskab. Eller i al fald løber der ofte associationer med i retning af, at de tilstedeværende strukturer og intentioner opløses og alvoren erstattes af leg og fjant. Som eksempelvis i en teaterfarce. Forestil dig, at, Ghita Nørby står på scenen og spiller Gertrude. Hun har læst, øvet og prøvet, mens vi andre først lige har sat os i sædet. Vi kender godt grundhistorien i Hamlet, men så heller ikke meget mere. Lyset slukkes, og spillet(!) går i gang. Logisk og analytisk set kan vi publikummer sagtens skelne Ghita fra Gertrude, men lige mens vi sidder der, lader vi fantasien overtage. Vi ænser ikke skellet mellem det imaginære og det virkelige. Eller endnu mere radikalt; det imaginære bliver det reale, for at stykket virker autentisk(!) på os. Fantasien træder i baggrunden for en oplevelse af noget virkeligt.

Og kunne dette forhold være et nyttigt billede på, hvordan vi bedriver samtaler? At det, vi taler om, alene eksisterer i en fælles sproglig fantasi, der opleves som noget håndgribeligt og virkeligt? Selvom det alene lever i sproget?

Så nej, samtalen er ikke et skuespil i forstanden, at den kunne have været noget ægte. Samtalen repræsenterer en fælles oplevet virkelighed, som vi taler om, men som ikke kan identificeres som en fast form. Spørgsmålet er så, hvordan vi kan lade metaforen ”Hat & Briller” inspirere vores forholden-os i samtalens fantasi?

Samtalen kan ses som et skuespil, hvor vi leger med den oplevede virkelighed, som fokuspersonen bringer ind i samtalen og vi som en kyndig legekammerat leger med på. Og i denne leg kan metaforen om hat og briller inspirere til et dobbelt fokus: Netop legen og spillet i sin egen ret, der muliggør en fantasifuld fælles udforskning, der ikke spændes fast i strukturer og rammer. Men også som en opfordring til at identificere sin rolle som legekammerat. Og her tilbyder metaforen et yderligere potentiale ud buddet om over det legende og fantasifulde: som metaforer for tilstedeværelsesformer i samtalen.

  • Hat som metafor for de positioner du stiller dig i. Vi kender allerede hatten fra tænkehattene, hvor man kan varetage rollen som ”udforsker”, ”kritiker” osv., og vi kender metaforen fra ledelseskasket, som mange af jer fra tid til anden påfører jer – eller forsøger at tage af. Er man optaget af, hvilken hat man  ifører sig, gør man sig med andre ord bevidst om, hvilken rolle man skal varetage.

  • Briller som metafor for betragtemåde. Ordet ”teori” kommer af det græske ”theorein”, der betyder netop betragtemåde. Heraf følger spørgsmålet: Hvordan betragter jeg denne samtale? Med hvilke kategorier betragter jeg det hændte i samtalen, og med hvilke kategorier byder jeg noget til i samtalen? Herigennem gør man sig bevidst om, hvilke teorier og greb, man ønsker at anvende i den fælles leg.

Er det egentlig ikke tilstrækkeligt for at agere relevant i professionelle samtaler? Forskellige måder at betragte på (briller), og forskellige steder, at betragte fra (hatte)? Og kan vi overhovedet være hatte- og brilleløse? Der vil altid og ufravigeligt være måder at betragte på, og steder at betragte fra, til stede. Så vi kan ikke være hatteløse, men nok lette på den, og i al fald tage en anden på. Uden briller er vi blinde, men vi kan forholde os til hvilke begrænsninger forskellige brillefiltre tilbyder.

Så altså; samtalen kan ses som en leg med hat og briller, hvor legens potentiale og præmisser afhænger af vores evne til at lade den gå op i hat og briller. Og lade legens behov for kvalitet minde os om, at vi altid alligevel er iført hat og briller, så vi kan lige så godt vælge de sjove og de virkningsfulde.  

Men Hat & Briller på hvem? På coachen naturligvis, men mon ikke rækkevidden kan bredes ud? Lad samtalen gå op i Hat & Briller, og lad indholdet, fokuspersonen og virkeligheden udenfor samtalen gå op i Hat & Briller. Lad selve samtalen være et spørgsmål om positioner og betragtemåder, og lad undersøgelsen af samtalens indhold orkestrere gennem positioner og betragtemåder.

Men var der ikke noget med at det var en illusion, rent faktisk at kunne sætte indholdet i centrum, overhovedet? At det vi taler om ikke i sig selv er tilstede i samtale.

Jo, det er en illusion, men vi kan vel dårligt lade være? Modstillingen mellem illusion og realitet ikke altid er fremmende.

Inden for teatervidenskab findes en definition på æstetik, der lyder ”det imaginæres realitet”. Det er ikke mere mystisk, end at skellet mellem Ghita og Gertrude forsvinder, når først skuespillet kører. Det imaginæres realitet opstår netop det sekund, at vi som tilskuere til skuespillet oplever stykket autentisk, og vi slet ikke har behov for at stadfæste, om det nu er Ghita eller Gertrude der optræder. Modstillingen er ikke løst som et problem, men opløst som et paradoks.

Således også i samtalen. Vi skal ikke løse modstillingerne mellem person og professionel, mellem form og indhold, mellem eget og andres perspektiv. Eller, vi skal i al fald ikke tro vi kan løse det gennem metoder og forskrifter. Men vi kan spille spillet gennem leg og dans, være tilstede i samtalen på dens egne betingelser, og derfra opnå den tilstand, hvor autenciteten opløser behovet for skarpe metodiske adskillelser. Lad samtalen gå op i Hat & Briller, og lad livet og virkeligheden derude, gå op i Hat & Briller. Netop således, kan samtalen overskride den ellers uoverstigelige grænse mellem samtalen herinde og virkeligheden derude.

Og så mangler vi kun én ting. Vi har været omkring hat og omkring briller, men ikke omkring det mellemliggende ”&”. Det ekstra udefinérbare (bogstaveligt talt), der gør Ghitas Gertrude autentisk på den særlige måde, som ikke kan formelsættes. Det ekstra udefinérbare, som gør din forvaltning af samtaler virkningsfuld, når du forbinder hat & briller. For de kræver forbindelse, sammenknytning, indvævning og relationskunst, som ikke lader sig tæmme af formler. Her fremvokser det levede liv. Alt det, der unddrager sig præcise ord, men måske derfor er det væsentligste og netop derfor den vigtigste komponent i den leg, vi som en slutkommentar gerne vil lade gå op i både, ”hat”, ”briller” og særligt ”&”.