Er coaching en joke?

Det spurgte vi os selv, efter at have hørt coaching brugt som punchline i en komikers joke. Derfor undersøger vi her nogle af begrebets forskellige konnotationer anno 2016.

/ Af Anna Margrethe Nebel & Jacob Sønderskov, undervisere på AttractorKursers coachinguddannelser.

”Og så er jeg jo også blevet COACH!” Kækt og ironisk blev sætningen udtalt af en komiker, der dernæst holdt en forventningsfuld pause, mens han afventede et latterbrøl fra publikum. Her gik det op for os: Joken i sig selv var, at han var blevet coach.

Vi grinede ikke så højt, men joken gav os anledning til at skrive dette indlæg, som vi gerne vil dele med jer og alle andre, der er optagede af at betragte coaching som en dyb og vigtig faglighed. For uanset om joken er sjov eller ej, så kaster den lys på et større og helt afgørende spørgsmål: Er ”coaching-begrebet” i sig selv blevet noget, vi griner af? Noget, som vi skal skamme os over eller forsvare? Eller sat på spidsen: Er coaching blevet en joke?

Coachingbegrebet anno 2016

Vi vil egentlig gerne tage en omvej, før vi forsøger at besvare spørgsmålet. Samtaler og dialoger, der har til formål at hjælpe andre, har eksisteret i et væld af former siden Sokrates praktiserede sine dialoger, og formodentlig også lang tid før ham Særligt i løbet af de seneste 15-20 år har ”coaching” været et svar på, hvordan en professionel hjælpesamtale kan se ud i mellem mennesker og i organisationer. Og i Attractor er vi enige om, at behovet for disse samtaler stadig findes, og at de dialogiske og kommunikative færdigheder i coaching anno 2016 måske er vigtigere end nogensinde før, som en imødekommelse af de svære udfordringer og dilemmaer, som mennesker møder på sin vej i organisatoriske og private sammenhænge.

Vi må imidlertid samtidig spørge os selv: Skal samtale- og dialogfaklen anno 2016 bæres videre under overskriften ”coaching”? En hypotese kunne være, at vi gerne vil have gode samtaler og dialoger, men vi vil ikke ”coaches”. Professor Svend Brinkmann opfordrer os endda til at fyre vores coach, hvis vi skulle være så uheldige at ligge inde med sådan en.

Samtidig er det også vores fornemmelse, at coaching-begrebets faldende popularitet skal ses i lyset af, at ”coaching” er et paraplybegreb, der indeholder et væld af forskellige praksisformer og samtidig er en ubeskyttet titel, der kan erhverves på et 3 timers brevkursus. Det er givetvis en del af svaret på spørgsmålet om, hvorfor coachingbegrebet i dag udsættes for joke-attentater.

Omdøbning af et latterliggjort begreb?

Ovenstående bringer os videre til endnu et spørgsmål: Er coaching-begrebet klart til at blive afløst af en ny sproglig ramme? Kan vi holde de samtalemæssige og dialogiske kundskaber i hævd uden at kalde det coaching? Og sidst og måske mest interessant: Hvad i al verden skal vi så kalde det? For nej, coaching er på ingen måde en joke, men så længe coaching-begrebet bliver belastet af diskursive og praktiske behæftelser, der fjerner fokus fra potentialet i de vigtige samtaler og dialoger, synes vi, at det er værd at undersøge.

Hvis du heller ikke synes, coaching er en joke, kan du finde information om vores kurser i coaching her, samt information om vores årlige coachingkonference, Coaching Lab, her.