|
ATTRACTOR

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Attractor etablerer ny forskningsenhed

Attractors historiske arv som bindeleddet mellem akademia og praksis tager nu nye former. Med Jacob Storch i spidsen etablerer Attractor en formel forskningsenhed, som om et år vil tælle 11 erhvervsforskere, der skal levere ny viden inden for fx erhvervspsykologi, filosofi og ledelse.

 

Attractor skal i fremtiden ikke kun være en kompetent formidler af forskning men også selvstændig vidensproducent. Derfor begynder Attractor til efteråret på et nyt kapitel, hvor en forskningsenhed skal være med til at gøre både kunder og kolleger klogere. Én af de første, synlige konsekvenser bliver antallet af nye medarbejdere, for når den nye forskningsenhed er fuldt på plads i foråret 2013 vil den beskæftige seks nye phd-studerende. Lægges det sammen med de to phd-studerende, der allerede er undervejs i deres forskeruddannelse, samt tre færdiguddannede vil forskningsteamet således tælle hele 11 medlemmer.

Bateson mangler svar

Daglig leder af enheden bliver Morten Ziethen, som netop nu lægger sidste hånd på sin phd-afhandling om refleksivitet. Han forklarer Attractors ønske om at blive et forskningsbaseret konsulenthus som følger:

- I mine øjne har de aktuelle samfundsmæssige og organisatoriske forandringer gjort det nødvendigt at supplere den eksisterende systemiske teori og praksis med ny teori og praksis. De problemstillinger, mange af vores kunder står i dagligt, eksisterede slet ikke, da de klassiske teorier blev formuleret. Derfor finder man heller ikke hos Bateson svar på, hvordan man arbejde med sygefravær i en hel kommune. Det gør man hos os – selvfølgelig stadig inspireret af bl.a. Bateson – og derfor også vores beslutning om at etablere en forskningsenhed, så vi aktivt kan være med til at udvikle en tidssvarende teori og praksis, vi kan arbejde ud fra i dag med henblik på at forme morgendagens organisatoriske virkeligheder.

Nye typer ydelser

Med forskningsenhedens etablering ønsker Attractor samtidig at tilbyde kunderne en helt ny type ydelser, nemlig forskningsbaserede konsulentydelser.

- Vi kan se, at flere og flere af vores kunder ønsker og har behov for at kunne dokumenterer effekten af de ydelser, de køber, ligesom vi selv med årene har fået lyst til i endnu højere grad i artikler, rapporter o.l. at kunne fastholde den viden, vi sammen med vores kunder skaber i vores mange projekter, forklarer Morten Ziethen.

Men mange andre typer ydelser vil også kunne lade sig gøre, fortsætter Morten Ziethen, f.eks. kvalitative interviewundersøgelse, aktionsforskningsfunderede organisationsudviklingsprojekter o.l.. Det vigtigste vil dog være dialogen med kunden, hvor relevansen af at koble et forskningsmæssigt perspektiv på en opgave vil blive vendt.

Flere slags videnskaber

Forskningsmæssigt spænder enheden bredt, for medlemmer er forankret så forskellige steder som psykologien, retorikken, samfundsvidenskaben, filosofien og antropologien. Den bredde, vurderer Morten Ziethen, bliver en fordel, da enheden modsat klassiske universitetsstudier ikke er forpligtet på at udfolde sig inden for kun én videnskab. Den samme opgave hos kunden vil ofte kræve, at enheden kombinerer forskellige fagretninger, så i stedet for at tale om ’psykologisk’ eller ’samfundsvidenskabelig’ forskning, er fokus slet og ret, hvilke typer forskning der bedst understøtter kundens opgave.

Prominent forankring

Forskningsenhedens øverste ansvarlige bliver Attractors direktør, Jacob Storch, som netop selv har afsluttet sit phd-forløb ved University of Bedfordshire (se foto). Samtidig får enheden tilknyttet et såkaldt reseach board, som på forskellig vis hjælper og inspirerer i opbygningen og udviklingen af det nye forskerteam. I boardet sidder Svend Brinkmann og Lene Tanggård, begge professorer på Aalborg Universitet, samt en af socialkonstruktionismens grand old men, John Shotter. Sidstnævnte har betydet meget for udviklingen af det teoretiske fundament, Attractor arbejder ud fra – og alle tre kan opleves på dette års Sommeruniversitet

 

Kontakt

Jacob Storch
Jacob Storch
Direktør, Attractor
M  5161 2801
E  jcos@ramboll.com
© Attractor  -  www.attractor.dk  -  printet 
© Attractor    info@attractor.dk    +45 8618 1722