Holbæk Kommune har gennem de seneste halvandet år kørt et projekt, hvor de har haft succes med at sænke sygefraværet på kommunens mange arbejdspladser. Projektet blev i går afsluttet med en konference, hvor kommunen delte ud af sine erfaringer.
Vellykket projekt
Projekt 'Fra fravær til fremmøde' har været et samarbejde mellem Rambøll Management Consulting/Attractor og Holbæk Kommune, og Hanne Moltke, projektleder hos Attractor, kan se tilbage på en inspirerende konferencedag og et vellykket projekt:
- Det var dejligt at høre projektet belyst af både forskere, deltagere i projektet fra Holbæk – både konsulenter, ledere og medarbejdere, og selv at få lov at give vores erfaringer som konsulenter på projektet videre til andre kommuner og organisationer. Projektet har fx medført, at der er flere pædagogiske timer til rådighed i børneinstitutioner, at medarbejdere i ældreplejen ikke hver dag skal brandslukke i forhold til at omrokere vagterne. Samtidig er der et øget fokus på at skabe det gode samarbejde om kerneopgaven og om at arbejde på måder, der gør en stolt over at være ansat. Både vi og Holbæk kommune har lært meget af projektet, og det er en fornøjelse.
Vi skal videreudvikle på resultaterne
Selvom projektet har skabt gode resultater, er det vigtigt, at Holbæk Kommune ikke hviler på laurbærrene, ifølge kommunaldirektør Hans Søie er det er netop i denne fase, at kommunen skal holde den gode udvikling i gang:
- Vi skal selvfølgelig tænke videre over, hvordan vi kan bruge forløbet, og noget af det, som vi er optaget af i direktionen er, at den udvikling, der er skabt blandt kommunens ledere, den skal vi holde fast i. Vi skal bruge de gode resultater fra lederudviklingsforløbene, så vi får skabt en endnu større sammenhængskraft ned igennem de forskellige ledelsesslag. Det kan vi lettere gøre, når vi har det samme sprog om ledelse og har den samme teoretiske tilgang.
Social kapital som en af grundstenene
Begrebet social kapital er blevet brugt i arbejdet med at øge fremmødet. Social kapital er et udtryk for et samfunds sammenhængskraft, og i Holbæk har de brugt begrebet til at sætte fokus på kerneopgaven. Med kerneopgaven i fokus og inddragelse af medarbejdere kan der skabes tillid blandt kollegaer og ledelse, hvilket kan føre til mere trivsel og øget fremmøde.