Modul 1: Kompleksitetsteori sat i perspektiv
På dette opstartsmodul skaber vi det store overblik og sætter kompleksitetsteorien i perspektiv. Vi skaber koblinger til den systemiske tænkning, da kompleksitetsteorierne har hentet meget inspiration fra nogle af de oprindelige tænkere inden for dette område. Vi kommer rundt om den teoretiske udvikling fra tidlig systemteori og systemisk tænkning til det nutidige organisationsperspektiv, hvor kompleksitetsteorien manifesterer sig. Målet er, at vi alle går fra modulet med en klar idé om de perspektiver og muligheder, som ligger i dette perspektiv. Vi runder emner som:
- Systemteoriens og kompleksitetstænkningens fremtid
- At ’være i’ ledelse
- Samtaler som selve fundamentet for organisationers selvopretholdelse og udvikling
- Fra styring til deltagelse
- Fra det universelle til det praktiske
- Fra planlægning til emergens
Gæsteunderviser: Søren Willert, Aalborg Universitet
Modul 2: At lede sig selv og andre ’indefra’ relationen
Den klassiske tænkning om ledelse bygger på metaforen om at lede nogen ’derude’, som er adskilte fra lederen selv. Kompleksitetstænkningen insisterer på, at lederen er forbundet med ’det derude’ - gennem sin ageren og måder at relatere sig til ’det derude’, skaber lederen sig selv og ’det derude’ i en uendelig proces af fornyelse. Vi må lære at se os selv som deltagere i processer og relationer, og det er her fra, vi skal orientere os i forhold til det at træffe beslutninger, lede organisationen og de relationer, som organisationen hviler på. På modulet kommer vi til at arbejde med følgende emner:
- Fra rationel problemløsning til orienteringsmæssig kompetence
- Fra forudsigelighed til spontan responsivitet
- Fra identitet til selvskabelse
- Fra logik og intellektualisering til krop og indlevelse
- Dialogens relationelle kvaliteter og den bæredygtige udvikling
- Fra ledelse af noget til iscenesættelse af omstændigheder
Gæsteunderviser: John Shotter, University of New Hampshire
Modul 3: Engagerende forandringsledelse
Hvis styring og planlægning er gamle udbrændte metaforer, hvilke skal vi så sætte i stedet for at vitalisere organisationer til udvikling og forandring? Forandring handler i sin enkelthed om at forandre de organisatoriske samtaler! Udvikling og implementering er ikke to faser i en forandringsmodel, men de gensidige elementer af en god forandringsiscenesættelse. Men hvilke samtaler er det, vi skal have? Og hvordan skal vi have dem? Det er langt vigtigere spørgsmål end, hvordan vi planlægger en udvikling. Den gode forandringsledelse engagerer organisationen, skaber rum samt plads til, at ejerskab og ansvar tager over frem for at prøve at styre en proces mod et givent mål. Modulet indeholder emner som:
- Fra planlægning til designtænkning
- Fra fasemodeller til emergens
- Om at skabe omstændigheder
- Om at skabe rum til et flow af organisatoriske samtaler
- Dynamik og plasticitet frem for stabilitet og struktur
- Innovation som en levende aktivitet mellem mennesker
Gæsteunderviser: Chris Mowles, University of New Hertfordshire